De spisende børn

Der er emner med børn, som bare er konstant tilbagevendende. Søvn, sygdom, trodsalder, tigerspring og mad! Hold nu op hvor jeg har været opslugt af disse emner i de år jeg har været mor. Det er artikler om disse emner, som jeg næsten altid trykker på, når der dukker overskrifter op rundt omkring. Kan ikke lade være. Er der mon noget jeg har misset, noget jeg kan blive klogere på? Nogle der måske har fundet en magisk genvej til hele bunken?…

I går aftes følte jeg mig meget klog på det ene emne. Bare for en enkelt aften. Jeg var alene hjemme med pigerne, og havde lavet langtidsstegt kylling med broccolibuketter og broccoliris (jeg koger helt almindelige basmati og rører dem op med kogt, blendet broccolistok – den gider jeg nemlig aldrig rigtig spise alligevel – og det er en meget smart måde at få især Olga til at spise lidt grøntsager). Irma spiste og roste, spiste og roste: ‘Det smager bare SÅ godt, mor’. Så går bølgerne ikke meget højere! Olga spiste ingen buketter – dem delte Irma og jeg (seje tøs!), men fik til gengæld 4 portioner ris. Du godeste altså. Langt de fleste aftener, skal Olga have ekstra mad inden hun skal sove, men det blev ikke noget problem i går.

Og det, at Irma bare guffer mad i sig – der er ikke ret meget kræsenhed tilbage i forhold til for et år siden. For nogle er det måske ikke så vigtigt, men jeg elsker det. Jeg synes det betyder alverden, at hun langsomt er ved at blive rigtig glad for mad. Og så pyt med at hun bedst kan lide sin pizza med tomat og mozzarella, straight up. Og at hun ikke er så god til hverken syrlig eller stærk mad. Hun smager på tingene, er nysgerrig, og kan lide mere og mere. Jeg elsker det.

Og selvfølgelig ikke fordi hun skal være en rollemodel hele tiden, men det gør sgu ikke noget at storesøster smager og spiser, når nu lillesøsteren gør præcis hvad storesøsteren gør. Lille copycat :-) Ville ønske jeg kunne give jer et billede af Irma der gnaver i et kyllingelår iført pyjamas og katteører… men ak, hun nægtede pure. I må bruge fantasien i stedet.