Irma er i en kyssefase. Ja, nu skrev jeg godt nok forleden at hun får timeouts i vuggestuen fordi hun er en lille bandit – men en bandit kan jo altså også godt have sine gyldne øjeblikke ;-) Vi var til noget julehygge hos en af mine gamle veninder for lidt tid siden, og her var der en lille pige med på omkring et halvt år. Nusj, hvor skulle hun kysses! Helt forsigtigt, lige oven på hovedet og rigtig mange gange. “Er hun sød, Irma?” spurgte jeg, hvortil der bare blev nikket og konstateret at hun enten var en baby eller en lille pige. Stolt øjeblik for moren, for pigen havde jo ret! Forleden fik jeg så at vide at den lille pige (7 måneder gammel), der lige er startet på Irmas stue, får samme mængde hyppige kys. Og alt legetøjet skal også kysses: bamser, dukker, små dyr, yndlingsbøgerne og spejlbilledet naturligvis! Og vi er så heldige at kyssene også drysser på forældrene.
Personligt synes jeg det er ret fint at det her begyndende trods og selvstændiggørelse kommer i samme periode som kysseperioden, det gør ligesom det hele lidt mere tåleligt… Eksempelvis skal jeg for tiden mindst påregne en halv time til at hente Irma fra vuggestuen. Hun vil ikke med hjem! Og det er ikke fordi hun kaster sig rundt på gulvet i arrighed (ikke som det første i hvert fald…), hun løber bare væk eller ignorerer mig når jeg kalder. Godt det ikke er særlig provokerende… Og i dag da jeg havde lavet børnefamiliens hofret: spaghetti med kødsovs, ville hun gerne have revet parmesan på – ligesom mig. Men da jeg kom det på, begyndte hun at græde helt ulykkeligt og så meget forurettet på mig. “Ost, mor!!”, men ikke parmesan altså… Nu skal jeg selvfølgelig også være lidt imødekommende. Når Irmas kendskab til ost begrænser sig til ostehaps og rejeost, så er det måske ok at hun bliver en smule sur når moren kommer tør, revet ost på hendes pastaskruer…
Tagged: fase, Irma, kys, mad, trods
